​​Stemning i god ro og orden i Horsens

DEL
(Foto: www.politi.dk )

Sydøstjyllands Politi kan se tilbage på en lang dag præget af fodboldstemning og musik i gaderne i Horsens midtby. Der har været mange mennesker i byen fra middagstid fredag til ud på natten. Fodboldfans begyndte at ankomme med tog og busser fra midt på dagen og mange opholdt sig fanzonen og kl. 16.30 var der ca. 700 mennesker på Mælketorvet, der varmede op til kampen, og der kom flere til. I samlet flok var der Fan Walk af Brøndbytilhængere gennem byen og til Casa Arena, hvor yderligere en mængde fans ankom i busser. Det lykkedes, at få stort set alle på plads i god ro og orden til kampstart kl. 20.00.

Godt to timer senere forlod de ca. 10.000 tilskuere stadion efter at kampen var endt uafgjort. Mange Brøndbyfans gik direkte til deres busser og vendte næsen hjemad, et mindre antal drog til banegården og tog toget. Kl. 24.00 var Horsens stort set tømt for Brøndby fans og situationen tilbage ved en almindelig gå-i-byen-aften.

En kort overgang var der optræk til ballade i forbindelse med tømningen af station. Nogle fans søgte ind på banen, af disse maskerede nogle sig med fx deres trøjer. Sammenstød mellem tilhængere af hver sit hold blev dog afværget af stadions vagter og stadion blev ret hurtigt tømt. I forbindelse med afviklingen af de mange tilskuere, var der enkelte tilfælde, hvor politiet mere massivt måtte vise vejen. Enkelte blev i den forbindelse anholdt – de fleste også hurtigt løsladt igen.

Op til og under fodboldkampen drog andre ca. 5.000 mennesker til Lunden. Også dette arrangement forløb fint efter planen. Og så kunne nogle tilbageværende fra fodbold og koncert mødes i byens natteliv til afterparty, sammen med de, der bare skulle i byen op til Pinsen.

Sydøstjyllands Politi er tilfreds med afviklingen af de sammenfaldende begivenheder i Horsens. ’Vores planer og forberedelser var egnede til at understøtte en god og tryg afvikling, selv om der var mange, mange mennesker i gang på én gang med mange forskellige ønsker og behov. Det er vores oplevelse, at langt de fleste kom for at få en god fest og derfor var indstillede på, at opføre sig stort set hensigtsmæssigt,’ fortæller vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen fra Sydøstjyllands Politi. ’Og de, der ikke helt kunne opføre sig ordentligt – ja, dem tog vi os så af’ tilføjer han. Lars Peter Madsen stod i spidsen for Kommandocentralen for politiets samlede indsats hele dagen sammen med et hold af hjælpere.

– Samlet set har det altså set med politiøjne været en politiindsats som forventet. Naturligvis fører en sådan fodboldkamp og så mange folk i byen anledning til anholdelser. En foreløbig opgørelse kl. 24.00 viser, at ca. seks personer er blevet anholdt i forbindelse med politiindsatsen.