21-årig dansk groomer skal i fængsel

DEL
Tegning fra #SigNej til grooming-kampagnen (www.politi.dk/SigNej)

En 21-årig mand blev i dag dømt for at udbrede intime billeder og film af 39 børn og unge, som han manipulerede via internettet. Cyber crime-efterforsker opfordrer forældre til at tale med børn om klog og fornuftig adfærd på nettet.

En groomer er ofte en voksen, som via manipulation først opbygger et tillidsforhold til et barn – typisk via sociale medier og andre online platforme – for senere at begå et seksuelt overgreb mod barnet. Lige præcis det udsatte en 21-årig mand fra Albertslund 39 børn og unge for. I dag idømte Glostrup Ret ham halvandet års ubetinget fængsel og et erstatningskrav på ca. 400.000 kroner.

Med falske Facebook-profiler udgav han sig for at være teenagedrenge og –piger og lokkede mindst 39 børn og unge fra hele landet – hovedparten mellem 13 og 15 år gamle – til at sende sig intime fotos og film af dem, hvorefter han sendte det videre.

Pigerne troede, de sendte fortrolige billeder til en flink, jævnaldrende dreng, og drengene troede, de byttede fotos med en sød, ung pige.

– I virkeligheden sad en voksen mand og påvirkede og løj for de unge – og delte deres private billeder på kryds og tværs med andre børn og unge, siger anklager Britt Hansen, Københavns Vestegns Politi.

Ifølge dommen udbredte han 573 pornografiske billeder og videoer af børn under 18 år via seks falske Facebook-profiler og havde 218 pornografiske fotos og film af børn under 18 år på sin computer.

– Han udså sig nogle af sine ofre, fordi han i forvejen kendte dem som deres sportstræner – og det skærpede straffen, siger anklageren.

Retten frakendte ham desuden retten til at beskæftige sig med børn og unge i erhverv eller ved fritidsaktiviteter samt retten til at opsøge dem via internettet.

Den dømte modtog dommen og er fortsat varetægtsfængslet efter dommen.

Den mistænkte blev fængslet i maj efter politiet efterforskede en anmeldelse fra snarrådige forældre, som opdagede, noget var galt.

Flere groomere
Sektionsleder i Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center (NC3) roser forældrene for at reagere:

– Det er helt rigtigt, at man som forældre også interesserer sig for hvem, ens barn taler med på internettet – og at man reagerer med støtte og hjælp, hvis en groomer har været på spil, siger politikommissær Flemming Kjærside.

Han vurderer, at fænomenet stiger, og at der er også er store mørketal.

Ifølge psykolog Kuno Sørensen, Red Barnet, er en groomer en slags digital børnelokker:

– Han opsøger børn på nettet forklædt som barn eller en flink voksen og lokker dem til grænseoverskridende ting. Derfor er det vigtigt, at børn udvikler en naturlig skepsis over for nye, fremmede net-venner og siger nej til at sende intime fotos eller penge, men beder en voksen om hjælp eller afbryder forbindelsen, siger Kuno Sørensen.

Børns Vilkår oplever, at flere børn søger hjælp efter at være krænket seksuelt på internettet:

– Man skal aldrig tøve med at bede om hjælp. Vi holder oplæg om digitalt liv på skoler i hele landet og tilbyder rådgivning på BørneTelefonen og ForældreTelefonen, hvor børn og voksne kan hente professionel hjælp og støtte, siger børnefaglig konsulent i Børns Vilkår, Charlotte Smerup.

BørneTelefonen:116 111. ForældreTelefonen: 3555 5559.

#SigNej til grooming
Med kampagnen #SigNej skabte Europol-landene i juni international opmærksomhed om at forebygge udnyttelse af børn på internettet – blandt andet med en dansk film med gode råd til undgå grooming: https://youtu.be/nMv5oHUD_3A

Budskabet er:

  • Stop kommunikationen
  • Lad være med at dele mere
  • Lad være med at betale noget
  • Dokumentér hændelsen med screendumps og gemte beskeder
  • Få hjælp og tal med nogen om det
  • Anmeld forbrydelsen

Læs om grooming på politiets hjemmeside:
https://www.politi.dk/Signej

Red Barnets gode råd til børn og voksne om sikker chat:
www.redbarnet.dk/sikkerchat

Børns Vilkårs hjælpelinjer:
www.bornsvilkar.dk

DEL