37-årig mand dømt for vanvidskørsel mellem Taulov og Vejle

DEL
(Foto: www.politi.dk )

En 37-årig mand blev i dag idømt 1 år og 3 måneders fængsel for tyveri, grov vold og for vanvidskørsel mellem Taulov og Vejle.

Den 3. december 2017 tog den 37-årige mand en taxa hen til en bilforhandler i Vejle. Ifølge bilforhandleren gik den 37-årige rundt i udstillingen, hvor han satte sig ind i samtlige biler. På et tidspunkt ringede bilforhandlerens telefon, hvorfor han gik ind på sit kontor. I mellemtiden var den 37-årige dog gået ud i bilforhandlerens klargøringshal, hvor der ikke er adgang for kunder.

I klargøringshallen holdte en Mercedes-Benz med nøglen liggende i forruden. Den 37-årige satte sig i første omgang ind i bilen og startede den. Det fik bilforhandleren til at løbe ind i klargøringshallen for at se, hvad der skete. Den 37-årige steg straks ud af bilen og beklagede. Bilforhandleren gik herefter tilbage til sit kontor for at fortsætte telefonsamtalen. I sin hast glemte bilforhandleren dog at tage nøglen til bilen fra den 37-årige mand.

Kort efter kunne bilforhandleren igen høre bilen starte. Bilforhandleren løb derfor igen ud i klargøringshallen. Denne gang indså bilforhandleren, at det nu var alvor, idet den 37-årige forsøgte at starte bilen. Bilforhandleren forsøgte samtidig at smadre bilens rude med sin albue, men det mislykkedes. Bilforhandleren løb derfor om foran bilen for at få den til at standse. Dette fik dog ikke den 37-årige til at standse sit forehavende, og den 37-årige påkørte frontalt bilforhandleren og forsøgte at stikke af.

Efter påkørslen kørte den 37-årige bilen ind igennem bilforhandlerens udstilling, hvor den 37-årige påkørte flere af bilerne. Til sidst forsøgte den 37-årige at stikke af ud gennem bilforhandlerens glasskydedør. Det lykkedes dog i første omgang ikke, hvorefter bilforhandleren fik løbet bilen op igen. Den 37-årige bakkede herefter og fik i andet forsøg held til at stikke af med bilen gennem skydedøren. Han blev for dette forløb dømt for brugstyveri og grov vold.

Den 5. december 2017 fik Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om et mistænkeligt forhold ved Europavej i Taulov, hvor en mand havde tanket forkert brændstof på sin Mercedes-Benz. En patrulje kørte straks til stedet, hvor de observerede, at den 37-årige kom kørende i bilen. De satte blink og lyd på patruljebilen, men den 37-årige var ikke indstillet på at standse.

Herefter startede en biljagt, hvor den 37-årige med hastigheder på mellem 160-200 km/t kørte fra Taulov mod Vejle. Da den 37-årige nåede til Vejle Landevej kørte han mod færdselsretningen med en hastighed på mellem 160-180 km/t. I den forbindelse måtte en personbil undvige for at undgå frontal påkørsel. Eftersættelsen fortsatte herefter ind mod Vejle by, hvor den 37-årige flere gange kørte over for rødt lys, venstre om helleanlæg m.m.

På et tidspunkt standsede den 37-årige på Langelinie i Vejle. Bilen manglede på dette tidspunkt et hjul samt var punkteret på grund af sømmåtter. En patruljebil kørte herefter ind foran den 37-årige for at sørge for, at han ikke kørte videre. Straks da en betjent steg ud af bilen, så begyndte den 37-årige dog at køre igen. Denne gang påkørte den 37-årige patruljebilen, således at betjenten fik sine ben i klemme i patruljebilens dør. Umiddelbart efter påkørte den 37-årige en lysregulering, hvor biljagten standsede.

Foruden ovenstående episoder blev den 37-årige også dømt for en række butikstyverier, et indbrud samt flere brugstyverier af biler.

For anklagemyndigheden mødte anklagerfuldmægtig Bjørn Dahl Larsen.

DEL