Familietragedie på Sydfyn

DEL

To børn blev tirsdag den 3. april 2018 fundet dræbt på deres bopæl på Nørregårdsvej i Stenstrup på Sydfyn. Der er tale om en pige på seks år og en dreng på otte år. På adressen fandt politiet også børnenes far, en 47-årig mand, der havde taget sit eget liv. Han havde også bopæl på adressen.

Politiet blev alarmeret og skaffede sig adgang til stedet, fordi en pårørende var bekymret for børnene.

Politiet undersøgte tirsdag aften gerningsstedet i samarbejde med kriminalteknikere og retsmedicinere.

Sammenholdt med den øvrige efterforskning er det politiets opfattelse, at børnene blev dræbt tidligere på tirsdagen af deres far. Motivet skal formentlig findes i familiemæssige uoverensstemmelser.

Der vil i løbet af onsdag blive foretaget yderligere tekniske undersøgelser og afhøringer.

De pårørende er underrettet.

Politiet har under hensyn til sagens karakter ikke yderligere oplysninger i sagen. Politiet ønsker ikke at oplyse noget omkring fremgangsmåde mv.

DEL