Fem personer dømt for at deltage i den organiserede hashhandel på Pusher Street

DEL
(Arkivfoto- Pixabay )

Københavns Byret har i dag idømt fem mænd i alderen 27 til 36 år fængselsstraffe for at have været en del af den organiserede hashhandel på Pusher Street.

De fem mænd blev idømt mellem 4 og 8 måneders fængsel og blev i hovedtræk dømt i overensstemmelse med den rejste tiltale.

10 forhold
Sagen vedrørte i alt 10 forhold, hvor Københavns Politi på forskellige datoer i perioden april 2016 til maj 2017 slog til, og foretog anholdelser i området på og omkring Pusher Street på Christiania.

– Jeg er tilfreds med dommen, der viser, med hvilken alvor retten ser på deltagelse i den organiserede hashhandel på Christiania, siger anklagerfuldmægtig Troels Bo Jørgensen i en pressemeddelelse.

Alle fem dømte udbad sig betænkningstid med hensyn til, om de vil anke dommen.