Fodboldfans og koncertgæster indtager Horsens

DEL
(Foto: www.politi.dk )

På fredag op til pinseferien fyldes gader og stræder i Horsens Midtby med fodboldfans og koncertgæster, når to store begivenheder skal afholdes i Horsens lige op til pinseferien.

Fodboldklubben AC Horsens tager kl. 20.00 imod Brøndby IF i en kamp, der kan resultere i, at Brøndby IF vinder det danske mesterskab. Der forventes at komme ca. 5000 Brøndbyfans til kampen, hvor der på stadion er plads til 10.000 tilskuere. Kampen meldes udsolgt.

Samtidig er der Rock i Lunden-koncert fra kl. 20.00 til ca. 23.00 med formentligt 5.500 koncertgæster, og det er fredag før Pinse, hvor der ofte i forvejen er mange mennesker i byen.

Politiinspektør Morten Anker Jensen fra Sydøstjyllands Politi fortæller i en pressemeddelelse: ”De mange fodboldfans ankommer til Horsens med tog, bus og i bil i tiden op til kampen. Hvis kampen bliver en kamp om guldet, forventer vi at mange tilrejsende Brøndbyfans vil opholde sig og feste i Horsens i mange timer både før og efter kampen.Mælketorvet og området omkring bliver indrettet til fanzone, hvor de mange tilrejsende Brøndbyfans kan opholde sig. Det skal man forberede sig på, hvis man bor i det område af Horsens.” Politiinspektøren tilføjer ” Horsens Kommune vil sørge for afspærring og for at der stilles toiletfaciliteter til rådighed til de mange, der gæster byen.”

Rædersgade spærret

Det betyder, at trafikanter skal være opmærksomme på, at Rædersgade vil være afspærret mellem Allégade og Smedegade. De store parkeringsområder på Rædersgade kan i stedet nås fra Allégade.

’Der vil også være andre der kan have parkeringsproblemer i området omkring Svanes Torv og Teatertorvet. De kan ringe til 114 på dagen, så vil vi nok forsøge at hjælpe’ siger politiinspektør Morten Anker Jensen.

Det er godt at være forberedt på, at trafikken generelt bliver påvirket, når så mange mennesker skal til og fra byen, og at der i hele taget vil være mange festende mennesker i midtbyen i løbet af dagen, aften og nat.”Vi forventer, at der bliver fest i gaden, men Horsens er jo vant til mange gæster, så det går nok,” siger politiinspektør Morten Anker Jensen.

Kør af sted i god tid, og lad gerne bilen stå og tag en bus eller cyklen, hvis du skal til fodboldkamp eller koncert. Pas godt på hinanden – og vær med til at skabe en god stemning i byen. Vi vil fra politiets side være massivt til stede for at holde øje med personer, der skaber uro og uorden og sikre, at fodboldkampen og de andre begivenheder kan afvikles i god ro og orden. Det handler også om, at alle er med til at sikre, at fodboldkamp, koncert og nattefest bliver netop de festlige begivenheder, de er,” siger Morten Anker Jensen.

Skulle fanflowet i byen blive mindre end forventet, så afspærres Rædersgade måske ikke – løsningerne tilpasses løbende til situationen.

Sydøstjyllands Politi har forberedt sig på dagen gennem en periode i samarbejde med Sydøstjyllands Brandvæsen, Horsens kommune, AC Horsens og Brøndby IF. Det kan fx oplyses, at også hjemmeplejen er inddraget, hvis nogen i området skulle få behov for særlig hjælp på kampdagen, så man skal ikke være bekymret.

Om kampen bliver en kamp om guldet afgøres mandagden 14. maj.

Fakta – fredag den 18. maj

  • AC Horsens møder Brøndby IF kl. 20.00 på Casa Arena. Brøndby kan måske vinde guldet
  • Mælketorvet indrettes til fanzone. Der forventes et stort antal mennesker i området det meste af dagen og natten
  • Rædersgade er afspærret mellem Allégade og Smedegade (18. maj kl. 13.00 til 19. maj kl. 07.00)
  • Adgang til store parkeringspladser fra Rædersgade er spærret. Kør i stedet ind og ud via Allégade.
DEL