Lottomillionær giver pengene væk

DEL
(Foto: Danske Spil )

En 78-årig mand fra Vordingborg Kommune har vundet en million kroner på Millionærgarantien, som er en ekstra millionchance på hver spillet Lotto-række. Manden købte sin kupon i Fakta i Vordingborg for nogle uger siden, og selv om han altså ikke havde de rigtige syv vindertal tal, kunne han stadig sætte en million skattefri danske kroner ind på kontoen. Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

”Når jeg tænker tilbage, så tror lidt, det var et tegn. Man vælger jo sådan en brik, man afleverer ved kassen, når man køber Lotto i supermarkedet. Og den jeg valgte, vendte omvendt. Derfor tog jeg lige præcis den, lyder det.

Manden er tidligere købmand og har selv engang haft en kiosk, der havde rekordomsætning i Tips og har derfor altid spillet lidt – dog uden at vinde de store gevinster. Han har spillet Lotto regelmæssigt, siden han i 2002 holdt op med at ryge på grund af en blodprop.

”Jeg brugte vel en 50’er om dagen på cigaretter, og jeg aftalte med mig selv at i stedet for at spare de penge op, som jeg nok aldrig ville få gjort, så kunne jeg bruge dem på Lotto. Men jeg havde egentlig aldrig tænkt, at jeg ville vinde, så det var da noget af en overraskelse at få, fortæller den nyslåede millionær, der ikke har tænkt sig at bruge pengene på sig selv.

”Penge har aldrig interesseret mig. Vi har aldrig haft mange penge, men har altid haft nok til at klare os. Og nu er jeg 78 år. Det er begrænset, hvad jeg skal bruge af ting, og jeg får jo mad hver dag. Men jeg har da købt en stol, der er virkelig god at sidde i. Det var det eneste, jeg manglede, siger han med et smil.

På trods af mandens høje alder, så er han aldeles aktiv og kører stadig lidt forretning hjemmefra samtidig med, at han er aktiv i sin loge og går til Square Dance. Pengene vil han lægge i en fond, så hans to voksne børn, hans barnebarn og oldebarn kan få glæde af dem i fremtiden. Fonden skal således investere i en frugtplantage på Fejø.

”Det skal være et sted, hvor der er plads til, at vi alle kan være samlet. Det betyder meget for mig. Og Fejø er sådan et smukt sted. Min kone, der døde af kræft for nogle år siden, er fra området og stedet betyder derfor meget for mine børn. Og så er der hilsepligt. Det kan jeg godt lide.

DEL