Politiet giver gode råd før koncerten med Guns N’ Roses i Odense

DEL
(Foto: gunsnroses.com )

Live Nation afholder onsdag den 6. juni koncert med Guns N’ Roses på Odense Dyrskueplads, og forventer udsolgt til koncerten – hvilket betyder 40.000 koncertdeltagere.

Det kan give en del trafikale udfordringer både for koncertdeltagerne, men også for naboer og andre trafikanter i området omkring Dyrskuepladsen og de tilstødende veje, når de mange koncertgæster skal til og fra området.

Falen vil være ensrettet på dagen med indkørsel fra Kløvermosevej, idet der her etableres busparkering. Falen vil således være lukket for indkørsel ved Sanderumvej. Når Falen er blevet fyldt med busser – vil den ligeledes blive lukket ved Kløvermosevej.

Der er etableret parkeringsområder dels ved Trekanten, dels ved Kodokans arealer på hjørnet af Kløvermosevej og Elsesmindevej. Der er etableret cykelparkering ved Cigaren.

Når koncerten slutter vil Kløvermosevej kortvarigt blive lukket for al trafik, så koncertdeltagerne mest effektivt og sikkert kan komme hjem fra koncerten.

Fyns Politi vil gerne medvirke til at gøre koncerten til en tryg og god oplevelse, så der vil være et synligt fokus på sikkerheden under koncerten.

Udviklingen i verden omkring os betyder, at vi løbende vurderer på sikkerheden i forbindelse med arrangementer og events – det gælder selvfølgelig også koncerten med Guns N’ Roses. Derfor beder vi både koncertgæster og borgerne generelt om at efterkomme de anvisninger, som politiet og Hjemmeværnet giver i forbindelse med arrangementet – og i øvrigt respektere og efterkomme den skiltning, som er opsat. Det hele handler om at skabe tryghed under arrangementet, så alle får en god koncertoplevelse, siger politiinspektør Lisbeth Fried i en pressemeddelelse.

DEL