To bandemedlemmer idømt 13 års fængsel hver efter voldsomt drive by-skyderi i Aarhus

DEL
(Foto: Google Street View )

To bandemedlemmer på 19 og 21 år blev i dag i Retten i Aarhus idømt henholdsvis 13 og 13 ½ års fængsel for drabsforsøg og våbenbesiddelse under særlig skærpende omstændigheder under bandekonflikten i Aarhus Vest.

Episoden, de blev dømt for, skete en aften i juni 2017, hvor de to mænd kom kørende maskerede på en motorcykel på Søndervangs Allé og i farten skød med en pistol mod en 26-årig mand. Skuddet ramte en bil, som den 26-årige kastede sig om bag. Den 26-årige kom ikke noget til.

Kort efter skudepisoden standsede de to bandemedlemmer en tilfældig bil på Åby Ringvej, hoppede ind bag i bilen og truede en yngre kvinde bag rattet til køre hurtigt fra stedet. Undervejs råbte de, at hun skulle køre over for rødt og sætte farten op. Hun nåede dog ikke langt, før en anden bil kørte ind foran hende og hev de to personer ud af bilen for at tæske dem.

Få minutter efter episoden blev de to personer anholdt og ved hjælp af vidneudsagn og videoovervågning i området, lykkedes det politiet at koble mændene til skyderiet og bilkapringen.

Ud over dommen for drabsforsøg og besiddelse af skydevåben blev begge mænd dømt for tyveri af den motorcykel, de kørte på. Den 19-årige mand blev ligeledes dømt for at køre uden kørekort, og den 21-årige mand blev dømt for besiddelse af en mindre mængde narko.

Specialanklager Dorthe Lysgaard er tilfreds med, at retten også dømte mændene efter paragraf 81a, der giver en forhøjet straf for kriminalitet begået under eksempelvis en væbnet bandekonflikt.

– Jeg er meget tilfreds med dommen, der viser, hvor alvorligt det er, når man deltager i en voldelig bandekonflikt. Dommen illustrerer, at det er en skærpende omstændighed, når man bærer våben og skyder som part i sådan et opgør, og jeg er glad for, at Retten i dag har sendt så klart et signal, siger Dorthe Lysgaard i en pressemeddelelse.

Begge mænd ankede dommen.

DEL